Henriette Hellstern: ”Som kunstner har jeg et ansvar for at tage fat om nogle emner, der er vigtige at belyse”

En tidligt mandag morgen fanger vi kunstner Henriette Hellstern til en slags telefonisk brunch og en snak om hendes nye solo-udstilling ’Das Narrenhaus’ (tossetanstalten red.) – en udstilling, som sætter fokus på mentalt helbred og historien omkring psykiatrien. Gennem energifyldte og farverige penselstrøg på store lærreder, giver Hellstern sin egen, frie fortolkning af de psykiatriske hospitaler, der ellers har været genstand for mange myter og spekulationer. I udstillingen fortolker Henriette Hellstern bl.a. forfatter Tove Ditlevsens arbejdsværelse på det psykiatriske hospital Sct. Hans – et værelse, hvor Ditlevsen skrev flere af sine bøger og udtalte, var det sted, hvor hun følte sig allermest hjemme og tryg. Interessen for psykiatrien kommer bl.a. af kunstnerens egen erfaring med angst og depression samt en udpræget trang til at beskæftige sig med et stigmatiseret felt, hvor kunsten kan bruges som talerør.

Toves vindue, 110×90

Jeg kan godt lide at snakke, men jeg føler, at jeg er allermest ærlig, når jeg maler

Hvad er du for en slags kunstner?

Jeg er det, man kalder abstrakt ekspressionist. Egentlig er det et meget mandsdomineret felt, for det her med at arbejde med sine følelser direkte på lærred; fuldstændig uhæmmet og hudløst, dét er noget, som mændene har sat sig på. Og netop derfor, tror jeg, at det bare er endnu sjovere at arbejde med som kvinde. I hvert fald for mig. Men det er også bare måden, jeg udtrykker mig på – på den der hudløst ærlige måde på lærrederne. Jeg kan godt lide at snakke, men jeg føler, at jeg er allermest ærlig, når jeg maler.

Hvorfor tror du, at ekspressionismen er et mandsdomineret felt?

Jamen, det er ret interessant at dykke ned i de her sociale strukturer og se på, hvordan henholdsvis kvinder og mænd er blevet opfattet historisk set. F.eks. var det jo sådan, at da kvinder endelig kunne blive optaget på Kunstakademiet i starten af 1900-tallet, måtte de ikke male nøgne kroppe. Det var still-leben og blomstermalerier, for man var bange for, at de fik frække og forbudte tanker. Samtidig var det sådan, at hvis din kone var for udfarende eller aggressiv, så kunne du som mand sende hende på psykiatrisk hospital for at få foretaget det hvide snit. Faktisk var 70 procent af de hvide snit, der blev lavet i Danmark, på kvinder. Det er et ret vildt tal, ikke? 

Jo, for søren!

Det blev dog heldigvis stoppet i starten af 80’erne. Det kom sig bl.a. af filmen ’Gøgereden’, som var med til at sætte en debat i gang. Der var kulturen også ret vigtig.

(…) hvis din kone var for udfarende eller aggressiv, så kunne du som mand sende hende på psykiatrisk hospital for at få foretaget det hvide snit

Stue 79, 150×300

I udstillingen ’Das Narrenhaus’ sætter du fokus på psykisk sygdom – hvorfor er det et felt, der er vigtigt for dig at beskæftige dig med?

Jeg har selv bakset med nogle ting som ung, og også senere. Og jeg oplever, at der stadigvæk er et stigma omkring folk med psykiske lidelser. Jeg er vokset op på Djursland, hvor man ikke gik psykolog. I hvert fald var man tosset, hvis man gjorde det! Jeg sprang ud som lesbisk lige efter min gymnasietid, hvilket kastede en masse ting med sig. Det var meget svært at blive accepteret – og det resulterede i, at jeg fik en social forbi og senere en svær depression.

Som kunstner, mener jeg også, at jeg et ansvar for at tage fat om nogle emner, der er vigtige at belyse. Derfor tager jeg fat i et emne som mentalt helbred. For det er bare nemmere, når naboen har brækket benet end er ramt af en depression. Vi har brug for det der billede – noget visuelt og noget at pege på. Og det kan jeg så være med til at give folk gennem mine malerier.

Et psykiatrisk hospital i Viborg har også fået en central plads i udstillingen. Hvorfor lige Viborg?

Udstillingen kommer til at foregå i Viborg. Derfor syntes jeg, at det var interessant at dykke ned i viborgensernes egen psykiatriske lokalhistorie. Og jeg blev ret overrasket, da jeg fandt ud af, at det faktisk var de allermest syge mennesker, man sendte til Viborg! Mange blev bare placeret der, fordi det var skamfuldt at være omkring dem. De blev simpelthen sendt på toget, så man ligesom kunne glemme alt om dem. Det er uhyggeligt at tænke på. Mange blev formentlig også fejlplaceret, fordi man ikke kunne finde frem til, hvad de fejlede. Der er bl.a. Ane, som jeg også har portrætteret i et af værkerne, som led af epileptiske anfald og derfor skejede ud og havde nogle vilde bevægelser. Det er også noteret i hendes journal, at hun skriver meningsløs poesi. Det gør mig nysgerrig. Jeg gad virkelig godt læse den der såkaldte meningsløse poesi!

Ane, 190×150

Kunsten fungerer som et talerør

Hvordan bruger du selv kunsten?

Kunsten fungerer som et talerør og giver mig mulighed for at være hudløst ærlig på en måde, som jeg ikke kan med ord. Og uden at jeg på nogen måde skal sammenligne mig med Tove Ditlevsen, så er det jo også gennem kreativiteten, at jeg holder mig rask. Akkurat ligesom, at dét at skrive formentlig har været hendes medicin.

Toves skrivebord, 120×150

 

Udstillingen ‘Das Narrenhaus’ kan opleves på Galleri NB Viborg fra den 26.august til den 22.september 2019. Søndag den 25. august er der fernisering. Alle er velkomne.