Fotoreportage: Kreative Kvinder på Smukfest

Årets Smukfest løb som sædvanlig af stablen i den hyggelige bøgeskov i Skanderborg. Men ikke alt var, som det plejer. Denne gang var det nemlig hele 40 år siden, at ideen til Smukfest opstod. Store mængder regn skyllede ind over jubilæums-festivalen, men det afholdt ikke publikum fra at feste og synge med under bøgetræerne. Kreative Kvinder var på pletten og var generelt imponeret over Smukfest’s alsidige program, der rummede alt fra spændende talks, trash-art til modige bookinger, som det feministiske punkband Pussy Riot fra Rusland.

Vi har samlet et lille udpluk af nogle af festivalens højdepunkter, set med vores øjne.

Vinderen af Live Camp, blev Mekdes, som åbnede Bøgescenerne med masser af sødme, charme og en lækker soul-stemme.
Mens regnen silede ned udenfor bød Chili-Klaus velkommen til Susse Wold til en snak om livet.
Torden og massive regnskyl, men god stemning indenfor i teltet.
Der var ualmindelig god kemi mellem Chili-Klaus og Susse Wold, som rykkede tættere og tættere på hinanden under interviewet.
Onde tunger havde dømt Medina ude. Men det fik hun i dén grad modbevist, da hun indtog Stjernescenen på Smukfest. Fuld af energi, nærvær og ydmyghed fyrede hun godt op for fællessangen i bøgeskoven!
Den rebelske og samfundskritiske rapper Nikoline, som nok er bedst kendt for det omdiskuterede hit ‘Sut min klit’, fik virkelig sat fut i Smuk-festen fredag aften.
Gang i bøgeskoven!
Vi mødte Trash Art-kunstneren Lise Vestergaard, som havde skiftet sit atelier ud med bøgeskoven. Sammen med Renosyd og genbrugsguiderne sørgede hun for, at festivalgæsterne fik mulighed for – i fællesskab – at skabe et stort genbrugsvæk og herigennem gøre genbrug og sortering til en sjov, lærerig og kunsterisk oplevelse.
Festivalgæsterne skrev hver især håb for en mere bæredygtig fremtid på små platikposelapper, som udgjorde Trash Art-værket.
Podcasten ‘Sitter’ af Iben Hjejle og Signe Lindkvist holder normalvis til i en gammel cirkusvogn i Signes have. I anledning af Smukfest, lavede de deres allerførste live-optræden, nogensinde! Det blev til en podcast om snegle, højintensitetsyoga og tis. Og nårh ja, og naturligvis en lejlighedssang, som de havde skrevet til lejligheden.
Soleima spillede fredag eftermiddag på Bøgescenerne, hvor hun havde medbragt sin spritnye single ‘Cheers For The Tears’.
I talken “Når ungerne sover’ zoomede journalist, radiovært og klummeskribent Sisse Sejr ind på forældreskab i en moderne tid. Med som gæster var Ane Cortzen og Lise Mühlhausen, som hver især gav deres bedste bud på, hvad man kan lave, når børnene er lagt i seng.

Tusind tak til Smukfest for en dejlig festival – vi glæder os allerede til næste år!