Interview med Gitte Møller Madsen: ”Trudi tør mere end hvad jeg normalt gør. Hun stiller de dumme spørgsmål uden at være flov over det. Hun er ubekymret og legende og prøver at lytte med hjertet. Altid.”

Vi befinder os på Skejby Sygehus, hvor vi har en aftale med Gitte Møller Madsen, som arbejder som hospitalsklovnen Trudi gennem Danske Hospitalsklovne. Vi er kommet i god tid og sætter os derfor ved et lille cafébord foran sygehusets kantine og venter på Gitte, som i dag har vagt på børneafdelingen. Den ene hvide kittel efter den anden går forbi. Men pludselig ringer en ringeklokke og en farverig skikkelse med rød næse lyser op i det hvide landskab og vinker ivrigt fra sit løbehjul. Det er Trudi – eller Gitte.

Som hospitalsklovn skal man have artistblod i årene, en god portion empati og være god til at danne relationer

Hvad vil det sige at være hospitalsklovn?

Helt overordnet kan man sige, at vi er et stemningsløft på hospitalet. Du kan se, hvordan folk reagerer, bare ved at vi kommer kørende på et løbehjul; de smiler, griner og vinker. Vi er også med til forskellige procedurer på afdelingerne, hvor vi indgår i teams med hospitalspersonalet. Her er vores vigtigste opgave at gøre en svær situation lettere. Der er rigtig mange børn, der er bange for nåle. Andre er bange for, at de ikke vågner op igen efter narkose eller at lægen skærer i det forkerte ben. At være indlagt er for mange forbundet med angst, fordi der er noget, der er ude af kontrol. Som hospitalsklovn låner jeg mit nervesystem ud og forsøger at transformere angsten til en tryg og positiv oplevelse.

Det er en oplevelse af at kunne give børnene et frikvarter

Vi bliver nogle gange mødt af folk, som tror, at vi er frivillige. Derfor er det vigtigt for mig at fremhæve, at det er en professionel uddannelse – at hospitalsklovn ikke er noget, man bare lige kommer ind fra gaden og bliver. Som hospitalsklovn skal man have artistblod i årene, en god portion empati og være god til at danne relationer. Vi kommer ikke for at lave et show. Men der kan godt opstå et show, hvis det er det, der skal til. Vi kommer for at møde børnene, dér, hvor de er. Det handler om at stikke en finger i jorden og mærke om barnet vil klovnen; om de kan bruge klovnen. Og i så fald, hvordan kan de bruge klovnen? Det handler om at se om bag sygdommen. I stedet for at møde barnet på sygdommen, møder vi barnet bag sygdommen: den legende – den, der gerne vil en helt masse andet end at være på sygehuset.

(…) der er ingen af os voksne, som har patent på at være den sjove. Barnet er i centrum

Trudi spiller en lille sang for et af hospitalets børn, som kvitterer med smil og grin

Hvordan er Trudi?

Trudi er en side af mig, som får lov at komme mere på banen, når jeg arbejder som hospitalsklovn. Trudi tør mere end hvad jeg normalt gør. Hun stiller de dumme spørgsmål uden at være flov over det. Hun er ubekymret og legende og prøver at lytte med hjertet. Altid. Vores organisation Danske Hospitalsklovne og måden, vi ser klovnefiguren på, har ændret sig over tid. Og det har Trudi derfor også. Før i tiden var vi nok mere karikerede og spillede klovne. Nu er klovnen snarer en forlængelse af os selv og vores egen personlighed.

Hvad består en typisk arbejdsdag af som hospitalsklovn?

Jeg starter min dag uden at vide så meget på forhånd. Hvis jeg ved for meget, begynder Gitte-delen af mig at bekymre sig. Trudi er mere åben og tager tingene som de kommer. Men selvfølgelig er der nogle ting, vi skal vide. Hvis et barn lige er blevet opereret og skal ligge stille i sengen eller hvis familien har været igennem noget traumatiserende. Grundlæggende skal vi dog vide så lidt som muligt, så vi er åbne og improviserer i situationen. Jeg tager udgangspunkt i det, der foregår her og nu.

Vi kommer for at møde børnene, dér, hvor de er. Det handler om at stikke en finger i jorden og mærke om barnet vil klovnen; om de kan bruge klovnen

Dér, hvor jeg bliver allermest glad, er når det lykkedes, gennem teamwork med læger, sygeplejersker, forældre og pårørende, at få barnet godt igennem. Her er det vigtigt at huske, at der er ingen andre end barnet, der har en hovedrolle. Altså, der er ingen af os voksne, som har patent på at være den sjove. Barnet er i centrum. Selvfølgelig er det ofte mig, der gør et eller andet skørt. Det kan være, at få lægen til at sætte sig på en pruttepude eller laver vandkamp med sprøjterne. Men det kan også være, at det er lægen eller sygeplejersken, der har den bedste kontakt med barnet, og så trækker jeg mig tilbage og står måske bare og kigger på.

I stedet for at møde barnet på sygdommen, møder vi barnet bag sygdommen: den legende – den, der gerne vil en hel masse andet end at være på sygehuset.

Det kan også ske, at der bare er noget tid, der skal gå. Så kan det være, at vi stikker af med børnene; kører ræs nede i kælderen, hen til kiosken eller – hvis man er rigtig heldig – kommer op på hospitalets helikopterplatform!

Trudi får øje på en af de unge, som hun har fulgt på afdelingen – et glædeligt gensyn

Hvordan fandt du på at blive hospitalsklovn?

Jeg har altid godt kunne lide klovne. Jeg har arbejdet som pædagog i mange år og har spillet meget teater. På et tidspunkt tog jeg en dramapædagogisk efteruddannelse, hvor vi over en uge skulle arbejde med klovnefiguren. Her kunne jeg mærke, at det lige var mig! Det var et godt sted at være. Efterfølgende var der en af mine venner, der sagde: ”Skal du ikke være hospitalsklovn? Der er lige startet en uddannelse!” Og så søgte jeg ind på uddannelsen ved Danske Hospitalsklovne. I dag er det ret svært at komme ind. Der er mange, der søger og optagelsesprøven varer over flere gange. Men da jeg søgte ind for 15 år siden, var der ikke så mange, der kendte til uddannelsen endnu. Meget andet har også ændret sig siden. Da jeg startede, skulle vi f.eks. selv søge fonde og midler til vores arbejde. Alt det står Danske Hospitalsklovne heldigvis for nu. Det er ikke en fuldtidsstilling, men jeg arbejder fire dage i ugen plus det løse. Som hospitalsklovn arbejder jeg både på somatiske børneafdelinger og på børnepsykiatriske afdelinger. Det er relativt nyt at vi kommer på de børnepsykiatriske afdelinger. Det er sket indenfor de sidste par år, og det er en succes!

Kan du mærke en forskel på at være på en psykiatrisk afdeling og en somatisk afdeling?

Ja, på børnepsykiatrisk afdeling er det lidt mere uforudsigeligt end på de somatiske afdelinger og vi bliver ofte brugt til andre ting. Det er ikke altid, at man kan tage for gode varer, hvis børnene siger ja eller nej. Der skal man kunne se ind bagved det. Men som på de somatiske afdelinger, er det en oplevelse af at kunne give børnene et frikvarter. Personalet bruger os sommetider, hvis de skal observere nogle ting, fordi børnene tit reagere anderledes, når vi kommer som klovne. F.eks. var der en pige, som hele tiden opholdt sig på badeværelset. Hun ville simpelthen ikke ud. Så kom min klovnekollega og jeg på besøg og sagde: ”Ej, et fedt værelse du har!” Vi gik hen og tog fat i brusehovedet og sagde: ”Og du har også en telefon”. Vi tændte for vandet og det begyndte at sprøjte ud med vand over det hele. Pigen løb ud af badeværelset og råbte: ”Vi skal altså have en voksen herind!” Hun glemte helt, at hun ikke kunne gå ud af badeværelset – pludselig kunne hun godt, da hun blev nødt til det.

Der var også en dreng på 10 år, som snakkede babysprog. Det var en af grundene til, at han var indlagt, fordi de skulle finde ud af, hvad det handlede om. Og så kom vi og spurgte ham: ”Hvor gammel hedder du?” Han så undersøgende på os og begyndte så at rette os og sagde: ”Vil I vide navnet eller hvor gammel jeg er?” Han blev ligesom ”normal”, og det var så noget af det, som personalet kunne iagttage.

Ej, hvor interessant!

Ja, og der var også en pige, der ikke ville gå i skole på afdelingen. Personalet havde forsøgt i flere uger, men uden held. Min kollega og jeg sagde til pigen: ”Vi har aldrig prøvet at se en skole før, for vi kommer kun til frikvartererne. Vi aner ikke, hvordan sådan en ser ud.” Så sagde hun, at hun da godt kunne vise os en, for der var en skole på afdelingen – og så endte hun med at blive der hele dagen.

Arbejder du kun med børn eller er hospitalsklovnene også for andre aldersgrupper?

Jeg arbejder også af og til som demensklovn ude på plejecentre, men det er desværre ikke en del af Danske Hospitalsklovne endnu. Jeg håber, at det kommer på et tidspunkt, for der er der også et behov. Mange demente føler sig forkerte, fordi de pludselig gør mærkelige ting. De drikker måske af underkoppen, men det kan en klovn også sagtens gøre! Vi går lige som med dem. Der var på et tidspunkt en ældre herre, som løb forvirret rundt på plejecenters gange. Man kunne mærke på ham, at han havde virkelig travlt. Han pustede og stønnede og sagde: ”Gad vide, hvor mange der kommer?!” Han piskede rundt og stablede stole. Plejepersonalet forsøgte at få ham til at sætte sig ned og slappe lidt af. Men jeg kunne mærke, at jeg bliver nødt til at møde ham i det, han var i færd med. Og det kan vi jo gøre, fordi vi er klovne – uden at det bliver pinligt og akavet. ”Hey, jeg skal nok give en hjælpende hånd med at slæbe borde og stole”, sagde jeg. Vi slæbte og slæbte og på et tidspunkt gik han så ind i dagligstuen og satte sine fødder op på sådan en puf og sagde. ”Ah ja, jeg tror, vi nåede det!” Jeg spurgte efterfølgende personalet, hvad han havde lavet førhen, og de fortalte, at han havde været pedel på en kæmpestor skole. Så han havde jo været vant til at have tæsketravlt. Det var hans arbejde og identitet, som sad helt inde i knoglerne.

Hvad får du selv ud af arbejdet som hospitalsklovn?

Der er en kæmpe tilfredshed i at se folk få det bedre og se glimtet i forældrenes øjne, når de kan se deres børn bag sygdommen. Når de siger: ”Åh, nu griner han på den måde, som han plejer, når han ikke er syg!” Det er en gave at have det her arbejde. Virkelig! Men der er selvfølgelig også ting, der kan være hårde og svære. Der er jo børn der dør indimellem. Det vænner man sig aldrig til. Og det kan vi desværre ikke ændre på. Men vi kan ændre på den tid, de er her på hospitalet.

Trudi kører rundt på et løbehjul, for der er mange og lange gange på hospitalet

Gitte Møller Madsen er oprindeligt uddannet pædagog med en dramapædagogisk overbygning. For 15 år skiftede hun dog pædagogjobbet ud med et arbejde som hospitalsklovn. Uddannelsen til hospitalsklovn tog hun gennem Danske Hospitalsklovne og Gitte arbejder nu som hospitalsklovnen Trudi på Skejby Sygehus, børnepsykiatrisk afdeling i Viborg og som demensklovn gennem foreningen Forgemmigej. Læs mere om Trudi her:  https://danskehospitalsklovne.dk/trudi