Interview med læge og kunstner Lærke Egefjord: ”Som læge forskede jeg i demens, og den baggrund og viden bruger jeg nu som kunstner til at skabe kreative forløb for demente og deres pårørende”

De fleste vil nok mene, at Lærke Egefjord har taget en noget utraditionel vej mod livet som kunstner. Lærke er nemlig uddannet læge og har arbejdet som hjerneforsker. Det kreative og kunstneriske har dog også altid fyldt og trukket i hende. Derfor har Lærke besluttet sig for at kombinere de to – lægebaggrunden og kunsten, og det gør hun bl.a. ved at skabe kreative forløb for demente og deres pårørende. På sigt forhåbentligt også sygemeldte borgere med stress, angst eller depression. For som Lærke siger: ”Vi mennesker har en tendens til at være utrolig meget i fortiden og fremtiden, men at lave noget kreativt kan faktisk være en rigtig god mindfulness-øvelse, hvor man bare kan være.”

Fra læge til kunstner

Jeg har egentlig altid interesseret mig for kunst og det kreative. Jeg har to arkitekt-forældre og blev som barn altid slæbt med rundt til alle mulige forskellige udstillinger. Dengang hadede jeg det virkelig, men jeg elskede til gengæld at male og tegne. Jeg var dog også meget interesseret i det naturvidenskabelige, og jeg så nok mest det kunstneriske som en hobby. I hvert fald, da jeg blev ældre og skulle til at vælge levevej. Jeg tror slet ikke, at jeg vidste, at det kunne være en mulighed at leve af kunsten. Og der er nok heller ikke mange forældre, der siger: ”Læge? Ej, det lyder som en virkelig dårlig idé”, når ens barn kommer hjem og siger, at hun gerne vil læse medicin. Mine forældre syntes i hvert fald, at det lød som en god og fornuftig plan. Sidenhen kom jeg også ind på medicinstudiet. Men på trods af, at jeg befandt mig godt på universitetet, var jeg faktisk alligevel i tvivl, om det var det rigtige gennem hele studiet. Jeg undertrykte nok følelsen lidt og forsøgte at bruge al min fritid på det kreative i stedet. Så når mine medstuderende tog vagter på sygehuse, fordybede jeg mig i stedet i det kreative og arbejdede i forskellige håndværks- og designbutikker. På den måde kunne jeg få afløb for den kreative ild.

Det holdt også et godt stykke tid. Jeg blev færdig på medicinstudiet og begyndte at forske i demens. Jeg arbejdede også en del i udlandet, bl.a. i New York, og imens lavede jeg forskellige kunstudstillinger og skrev også en roman om demens. Det var dengang, man ikke behøvede at vælge sit lægespeciale lige med det samme. Så jeg havde god tid. Før eller siden skulle jeg dog vælge mit speciale og fik samtidig to børn kort tid efter hinanden. Pludselig kunne jeg se, at det kreative ville blive noget med en uges akvarel-kursus om året, hvis jeg er heldig. Og det var bare ikke nok for mig. Jeg har også en mand, der er læge og arbejder meget, så jeg blev simpelthen nødt til at tage et valg.

Pludselig kunne jeg se, at det kreative ville blive noget med en uges akvarel-kursus om året, hvis jeg er heldig. Og det var bare ikke nok for mig

Besluttede du så at fravælge lægefaget?

Jeg ser det egentlig ikke som et fravalg af medicin. Det var mere et tilvalg af det kunstneriske. Jeg har fundet en måde at kombinere de to på – altså, min baggrund som læge og min baggrund som kunstner. Som læge forskede jeg i demens, og den baggrund og viden bruger jeg nu som kunstner til at skabe kreative forløb for demente og deres pårørende. Jeg kalder det ’Levende dement’. Det er nemlig muligt at forbedre livskvaliteten for mennesker med Alzheimer’s sygdom gennem forskellige kreative og kulturelle tiltag, hvor man bruger kunsten aktivt til lindring af symptomer. Selvfølgelig mener jeg stadig, det er vigtigt at have fokus på og tilbyde den medicin, der findes til behandling af Alzheimer’s sygdom, men desværre er det endnu ikke muligt at helbrede mennesker, der rammes af sygdommen. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, også at have fokus på, hvordan vi kan forbedre livskvaliteten for den enkelte på måder, som ikke inkluderer medicinering.

Men egentlig synes jeg, at det er lige så vigtigt at have fokus på de pårørende. Som ægtepar bliver rollefordelingen jo rystet helt rundt, når den ene part bliver ramt af demens. Derfor har det været vigtigt for mig at skabe et tilbud, ikke bare til de demente, men også til de pårørende. På den måde kan de måske kan få en ny interesse og noget livsgejst tilbage. Ja, og naturligvis også for at facilitere nogle fællesskaber for de pårørende, hvor de kan komme og være sammen om noget andet end sygdom. For det er hårdt og opslidende at være pårørende i sådan en situation. Og i stedet for at vente på mirakelmedicinen, der kan kurere demens, så synes jeg, at det er interessant at se på: Hvad kan vi gøre her og nu?

Som ægtepar, bliver rollefordelingen jo rystet helt rundt, når den ene part bliver ramt af demens. Derfor har det været vigtigt for mig at skabe et tilbud, ikke bare til de demente, men også til de pårørende. På den måde kan de måske få en ny interesse og noget livsgejst tilbage

Tænker du, at der mangler en forståelse for og anerkendelse af det kreative og kunstneriske i lægekredse?

Indenfor psykiatrien bruger man mange steder kunstterapi på forskellige niveauer, men på somatiske afdelinger er man ofte skeptisk. Der kan jeg godt mærke, at folk nogle gange er sådan: ”Ej, hvad er evidensen lige for det?” Der findes desværre ikke så meget forskning indenfor området endnu, men jeg kan se, at accepten langsomt begynder at vinde frem. Forskellige kommuner har de senere år eksperimenteret med tiltag som ”kultur på recept”, men vi er stadig langt bagud herhjemme. I England har man f.eks. udskrevet kultur på recept og haveterapi i mange år, og her viser forskning, at det gavner både den enkelte og samfundsøkonomisk. Men det er generelt ret svært at lave forskning indenfor det her kreative område, der kan være svær at måle på. Samtidig er det heller ikke et område, der er de store penge i. Derfor er der ikke det samme incitament for at lave forskning, som når medicinalindustrien kaster store penge efter forskningsprojekter. Og det er synd.

Hvilken respons har du fået på at springe ud som kunstner?

Mange har sagt ”Hvor er du modig, at du går efter din drøm”. Men der er da også nogle gamle overlæger, som jeg tidligere har forsket med, der ikke har sagt så meget andet end: ”Nå. Hvad tjener du på det?” Der er da helt sikkert nogle, der tænker, at det er spild. Nu har samfundet jo brugt penge på at uddanne mig, og så er forventningen også lidt, at jeg står og opererer folk fra morgen til aften. Mit lidt utraditionelle valg kan godt provokere folk. Nogle, især tidligere medstuderende og kollegaer, kan måske tage det som en kritik af deres livsvalg, men det er jo slet ikke min intention. Jeg har bare valgt at gå efter min drøm. Den anden dag læste jeg et skønt citat af forfatteren Steven Pressfield, som lød: ”Put your ass where your heart is”. Du skal altså sætte din røv, hvor dit hjerte er. Og det er vel egentlig det, jeg gør – bruger min tid, hvor mit hjerte er. Men det kræver disciplin, og at jeg tager mig selv som kunster seriøst. Mandag formiddag står jeg rent faktisk og maler. Jeg står ikke og folder tøj sammen, og opvaskemaskinen må blive tømt i aften. Og jeg kræver betaling for mit arbejde. Som læge tilbyder man jo heller ikke at scanne folk gratis.

Mærker du på egen krop, at dét at være kreativ har en gavnlig indvirkning på dit velbefindende? 

Ja. Når jeg maler med akvarel, bliver jeg nødt til at være i nuet. Farverne flyder, og det kræver al mit nærvær at få et resultat frem, jeg vil være tilfreds med. Og ud af kaosset – af uheldene – vokser der ofte noget nyt. Noget spændende som jeg ikke selv ville være kommet på. Skævhederne gør simpelthen malerierne interessante! Lidt ligesom med mennesker. Det er dét, jeg kan mærke ved akvarellen – altså, det her med, at jeg bliver nødt til at give slip og bare være med det. Og det kan jeg mærke, at jeg også kan overføre til andre aspekter i livet. Det er okay ikke at have den der kontrol hele tiden. Vi mennesker er generelt så utrolig fokuserede på, hvad der sker i fortiden, og hvad der sker i fremtiden, men når jeg maler, så glemmer jeg tid og sted. Og det hænger meget godt sammen med min interesse for mindfulness. For det er faktisk ret mindfuldt at lave noget kreativt. Det er lidt ligegyldigt hvordan: det kan også være ved at strikke eller noget andet, som man godt kan lide. Det vigtigste er nærværs-følelsen, som giver den der særlige selvforglemmelse og lykkefølelse. Det er der faktisk lavet en del forskning på, som viser, at folks blodtryk simpelthen falder under de her kreative stunder.

Hvad håber du, at deltagerne får ud af de kreative forløb?

Jeg håber, at de får lyst til at gribe penslen og ser dem selv som kreative. At jeg åbner en dør, hvor de kan få en ny hobby og nogle nye redskaber til at håndtere ting. Og man skal ikke være bange for ikke at være kreativ ’nok’, for alle er virkelig kreative. Man skal bare finde ud af, hvordan man er det. Som Picasso sagde: ”Alle børn er kunstnere, det svære er at forblive det som voksen”.

(…) udad kaosset – af uheldene – vokser der ofte noget nyt. Noget spændende, som jeg ikke selv ville være kommet på. Skævhederne gør simpelthen malerierne interessante. Lidt ligesom med mennesker

Lærke Egefjord er uddannet læge og arbejder nu som kunstner. Hun samarbejder bl.a. med ARoS Kunstmuseum om at skabe kreative forløb ældre ramt af demens og deres pårørende. Læs mere om Lærke og se hendes flotte malerier her: http://laerkeegefjord.dk/