Interview med Johanne Haahr Uhd: ”Det kreative skaber et sprog, der rækker udover det talte sprog. Det giver et lille helle; et pusterum, hvor man glemmer smerten”

Vi mødes med Johanne Haahr Uhd til en snak om hendes frivillige arbejde med at skabe kreative åndehuller på psykiatrisk hospital i Aarhus. Johanne har netop vundet Gallo Prisen for at skabe synlighed og nedbryde tabuer i psykiatrien. Derfor havde vi også i første omgang aftalt at mødes i caféen på Museum Ovartaci – en del af Psykiatrisk Hospital i Risskov. Men da hospitalet er i fuld gang med at flytte til det nye supersygehus i Skejby, holder caféen lukket, og vi må rykke til et andet åndehul: Botanisk Have. Johanne har selv været indlagt på psykiatrisk hospital mere end 25 gange og har på egen krop erfaret, hvordan kreativitet kan sprede håb og bedring i svær tid. Disse erfaringer har hun med sig, når hun hver uge besøger to psykiatriske afdelinger – med friske blomster og sin krea-kuffert. Og tid. God tid. For som Johanne siger: ”Er der noget, man ikke har brug for, når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling, så er det, at folk har for travlt.”

Fortæl lidt om dit projekt ’Oaser – Åndehuller i psykiatrien’. Hvad går det ud på?

Projektet handler i bund og grund om at sprede håb og kærlighed et sted, hvor der er rigtig meget brug for det. Og det er der indenfor psykiatrien. Jeg kommer lige nu som frivillig på to forskellige psykiatriske afdelinger i Aarhus, hvor jeg medbringer friske, farverige blomster, som jeg pynter op med dér, hvor patienterne spiser. Jeg har også min magiske krea-kuffert med, som indeholder alverdens lækre kvalitetsfarver, tusser og papir. Måske bliver den åbnet, måske bliver den ikke. Det kommer an på, hvad det er for en dag. Jeg kommer ikke på et fast tidspunkt, og jeg har heller ingen nøgle. Jeg kommer, når jeg kommer. Men altid to dage i ugen. Og så har jeg god tid. Tid til at drikke kaffe, snakke og ryge smøger.

“Jeg får nogle rigtig fine tilbagemelder fra patienterne, de ansatte og pårørende, og det giver også mig en stor meningsfuldhed – at det gør en forskel, at jeg kommer”

Jeg har været i gang med projektet i et par år, og det er lige så stille vokset. Det startede med blomsterne, så kom krea-kufferten til og nu bruger jeg også mange af mine kræfter på at engagere mig psykiatri-politisk. Her kan jeg være med til at give både et patient- og et pårørende-perspektiv, for jeg har været i begge situationer mange gange.

Hvilken betydning tror du, at det har for patienterne, at du kommer? Og at du har den erfaring, som du har?

Det giver håb. Jeg har selv været indlagt mere end 25 gange. Nogle gange i meget lang tid, for jeg har været rigtig, rigtig syg! Og dét, at jeg nu er et helt andet sted, dét giver et stort håb for de indlagte. Jeg er ikke ansat, men kommer frivilligt, og jeg kan sætte mig ind i patienternes tanker og frygt, for jeg har været der selv og prøvet rigtig mange af de ting, som mange af patienterne oplever og gennemgår nu. Det at have været så syg, men nu er et helt andet sted og har overskud til at komme tilbage til psykiatrisk hospital, dét giver håb. Jeg får nogle rigtig fine tilbagemelder fra patienterne, de ansatte og pårørende, og det giver også mig en stor meningsfuldhed – at det gør en forskel, at jeg kommer.

“Nu bruger jeg også mange af mine kræfter på at engagere mig psykiatri-politisk. Her kan jeg være med til at give et patient- og pårørende-perspektiv, for jeg har selv været i begge situationer mange gange”

Tænker du, at der er forskel på psykiatrien nu og da du selv var indlagt?

Ja, helt sikkert. Jeg blev givet rigtig fine rammer, da jeg var indlagt. Men der er sket meget siden, og der er desværre sket endnu flere nedskæringer indenfor psykiatrien. Samtidig er der en tendens i tiden til, at man som fagpersonale er utrolig bange for at gøre noget forkert. Og det forstår man jo godt. Men man kan også blive så bange for alt det, der kan gå galt, at man glemmer alt det, der kan gå godt. Det er synd. Under en indlæggelse oplevede jeg f.eks., hvordan jeg i en manisk periode pludselig blevet grebet af at male! Jeg fik lov til at male inde på mit værelse, og det betød, at når jeg vågnede klokken 5.00 om morgenen, så begyndte jeg at male i stedet for at hænge i gardinerne. Jeg fik omsat al den maniske energi til at skabe noget meningsfuldt og personalet hjalp mig med at rydde sengen, når jeg skulle hvile. Det er jeg ikke sikker på, at der ikke ville være ressourcer til nu.

“(…) man kan også blive så bange for alt det, der kan gå galt, at man glemmer alt det, der kan gå godt”

Mange af de kreative tiltag, som vi kender i dag, kan vi takke psykiater Johannes Nielsen for. Han døde desværre sidste år, men han var – om nogen – med til at åbne nogle døre og sætte fokus på kreativitet som en vej til bedring. Han var med til at etablere Gallo, Museum Ovartaci, Brugercaféen og de kreative værksteder, hvor han kom og besøgte patienterne helt frem til sin død.

Hvad tænker du, at dét her med at være kreativ kan?

Dét at udtrykke sig kreativt er noget helt essentielt for os som mennesker. Og det mener jeg, at alle bør have adgang til – også når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Ja, måske i særlig grad som psykiatrisk patient, fordi det kreative skaber et sprog, der rækker udover det talte sprog. Det giver et lille helle; et pusterum, hvor man glemmer smerten. En stund, hvor man er optaget af noget andet: hvor man ikke har tanker inde i hovedet, men bare kan være. For når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling, så er man rigtig forpint.

“Dét at udtrykke sig kreativt er noget helt essentielt for os som mennesker”

Det er ikke altid sikkert, at patienterne selv har lyst til at lave noget, men så laver jeg noget, og de kan kigge på. For det giver noget til en samtale at være kreativ. Det skaber en ro og intimitet. Noget at være fælles om.

Var det derfor at krea-kufferten blev til?

Ja. Det kom sig af, at jeg oplevede, at der virkelig manglede nogle gode kreative materialer på de afdelinger, som jeg besøger. Der var ikke meget mere end en halv pakke halvdårlige børnehavefarvelader og kopipapir. Det var ligesom dét, der var. Og det giver jo ikke den store lyst til at være kreativ, vel? Så jeg tænkte: Hvad kan jeg gøre? Altså, uden at det vil koste mig en formue, velvidende, at der vil være et kæmpe svind, og folk måske kommer til at tage tingene med hjem. Jeg arvede min kærestes gamle taske og skrev ud på Facebook om folk havde lyst til at donere lidt penge til materialer. Det havde de. Og så fik jeg lavet en god aftale med Aart de Vos, som sælger kvalitets- kunstartikler. Sådan har det kørt lige siden. Når kufferten er ved at være tom, så skriver jeg ud på min Facebook-side ’Oaser – åndehuller i psykiatrien’, hvor folk så kommer med små donationer. Det kan være, at der kommer 20 kr. fra én og 100 kr. fra en anden. På den måde kan det lige løbe rundt og kufferten er derfor altid fyldt med akvareller, pensler, skitsepapir og meget mere – alt sammen af god kvalitet.

Hvad drømmer du om, at dit projekt kan være med til at skabe af forandring?

Psykiatrien har jo nogle ret kummerlige forhold, og jeg vil gerne skabe en positiv forandring gennem noget umiddelbart, noget kreativt – både med og overfor patienterne. Samtidig vil jeg gerne vise en vej til større samfundsmæssige forandringer. Og jeg tror på, at jeg ved at gøre noget kan være med til at åbne øjnene for, hvad man kan gøre helt konkret. Vise en mulig vej; og hvad tid, kreativitet og nærvær har af betydning for patienterne. Dét drømmer jeg om.

Johanne Haahr Uhd besøger hver uge psykiatrisk Hospital i Aarhus, hvor hun skaber kreative åndehuller for patienterne. Det gør hun, fordi hun selv har været indlagt på en psykiatrisk afdeling og ved, hvor stor betydning det kan have under en indlæggelse. Med sig har hun friske blomster og sin krea-kuffert fyldt med kvalitetsmaterialer, som hun selv og patienterne kan gå ombord i. Du kan læse mere om og støtte Johannes kreative og hjertevarme projekt lige her: https://www.facebook.com/aandehuller.i.psykiatrien/