Interview med Fallulah: ”Det har været helt afgørende for mig som kvindelig musiker at have kvindelige forbilleder”

Foto: Julie Bjarnhoff

Tekst: Danielle Nielsen

Du har formentlig allerede hørt om Falullah, som udover at være en succesrig musiker med masser af hits i bagagen er kvinden bag ’Hej Søster’ – en bevægelse, som står for moderne ”Sisterhood”, hvor kvinder støtter og bakker hinanden op. Ikke bare indenfor musikbranchen, men kvinder i almindelighed. Hendes borgerlige navn er Maria Apetri, men artistnavnet Falullah kom til hende på en cykeltur for mange år siden og har hængt ved lige siden. Det går stærkt for Maria – rigtig stærkt! Hun er i TV, indspiller ny musik i studiet, driver ’Hej Søster’ og er samtidig mor med stort M for sin 2-årige datter Gloria. Men som Maria siger: ”Ja, det går lidt stærkt for tiden! Men det er også virkelig dejligt. For efter jeg fik barn, kunne jeg ikke så meget det første år – så det er fantastisk at bruge den kreative del af min hjerne igen. Det er sindssygt vigtigt for mig.”

”Jeg fandt på at lave en playliste på Spotify, som jeg kaldte ’Hej Søster’, med alle de aktivt udøvende danske kvindelige musikere, som jeg kendte til”

Fortæl lidt om ’Hej Søster’ – hvordan startede det?

Jeg har egentlig altid haft et feministisk udgangspunkt – faktisk lige siden, jeg var 11 år og blev opmærksom på uligheder mellem kønnene. Efter jeg er blevet ældre, har jeg dog fundet ud, at meget af det også stammer fra, hvordan vi kvinder kan være overfor hinanden. Det er selvfølgelig meget mere komplekst end det. Men jeg tror virkelig på, at vi kvinder kan meget mere, hvis vi finder styrke i at hjælpe og støtte hinanden.

Derfor var det heller ikke fjernt for mig at starte ’Hej Søster’, men det var ikke noget, jeg havde gået og planlagt skulle ske. Det blev udløst af, at jeg så en Gramex-opgørelse over de mest spillede kunstnere i radioen. Det viste sig, at de mest spillede musikere udelukkende var mænd. Og det synes jeg ikke stemte overens med, hvor mange talentfulde kvinder, der er i musikbranchen. Så jeg tænkte: ”Hvad kan jeg gøre rent konstruktivt for at bevise, at der findes masser af kvindeligt talent?” Jeg fandt på at lave en playliste på Spotify, som jeg kaldte ’Hej Søster’ med alle de aktivt udøvende danske kvindelige musikere, som jeg kendte til. Og på Instagram opfordrede jeg folk til at komme med tips til, hvem der skulle med på listen.

Derfra var sluserne åbne! Jeg fik dagligt tonsvis af beskeder og tilkendegivelser fra folk, der havde tips til dygtige kvindelige kunstnere. Det var virkelig fedt – især for os kvindelige musikere. Men jeg ville også gerne udbrede budskabet på en bredere måde, så det vedrørte alle kvinder og ikke kun os indenfor musikbranchen. ”Hvordan gør man det rent visuelt?” tænkte jeg. Og så lavede jeg en ‘Hej Søster’-T-shirt og oprettede en webshop. For det kunne jeg bare mærke, at jeg skulle! Jeg havde ikke særlig mange penge, for vi havde lige købt hus. Men jeg tog de sidste penge på min konto og lavede de her T-shirts med hjælp fra trykkeren Tina, som trykker det hele i hånden. Det gik godt, så jeg lavede nogle flere, og siden er det også blevet til et ‘Hej Søster’-kanvasnet og en ‘Hej Søster’-plakat af kunstneren Karen Segal. Det fantastiske ved ‘Hej Søster’-projektet er at kunne være med til at støtte op af andre kvinder, som tager springet og lever af sin kreativitet. Det har kun været muligt, fordi så mange har bakket op. Senest har jeg kunne hyre en mega sej kvinde: Camilla, som nu fuldstændig styrer webshoppen og hjemmesiden. Hun er selv kunstner og lidt af en multitalent, der kan kode og alt muligt. Det er virkelig sejt! Og det giver virkelig bare så meget mening at kunne bakke op om andre kreative kvinder.

”For mig er det mega power, at kvinder tjener penge! Den der charity-mentalitet vil jeg rigtig gerne væk fra”

Er du slet ikke stødt på nogle udfordringer?

Det, jeg nogle gange er stødt på i forbindelse med ’Hej Søster’, er, at folk spørger: ”Hvilken charity går det til?” Jamen, det er ikke nogen charity – for mig er det mega power, at kvinder tjener penge! Den der charity-mentalitet vil jeg rigtig gerne væk fra. Hvis man f.eks. er keramiker, giver man heller ikke bare sine ting væk. Ja, og hvis man selv er selvstændig og kreativ, så ved man også, hvor mange udgifter, der er: til materialer, porto, løn og en hel masse andet. Nu er jeg jo primært musiker, men jeg har virkelig fået en kæmpe respekt for andre kreative og kreative erhverv! Webshoppen overtog fuldstændig mit liv i den periode, hvor jeg gjorde det hele selv. Der ligger så meget arbejde i dét at være selvstændig og have en kreativ biks. Samtidig har jeg jo et barn, som jeg skal være der for. Det handler derfor om at finde ud af: ”Hvor bruger jeg min energi mest effektivt?” Jeg vil hellere bruge min energi på det kreative fremfor det praktiske. Det er dér, jeg er bedst. Og især efter at jeg er blevet mor, er det blevet tydeligt for mig, at man har så og så meget tid og så og så meget energi, og regnestykket skal ligesom gå op. Og så skal det naturligvis stadigvæk være sjovt – ellers kan det være lige meget. Det lyder så simpelt, men det er sindssygt vigtigt! For hvis man ikke har det sjovt og nyder det, man laver, så skal man nok spørge sig selv om, hvorfor det egentlig er, man gør det?

”Hvis ikke at jeg havde haft de her kvinder, der var i front: Spice Girls, Fiona Appel og Destiny’s Child, så havde jeg slet ikke vidst, at det kunne være en mulighed for mig at drømme om at stå deroppe på en scene”

Har det at blive mor haft nogen betydning for din kreativitet?

Ja, helt vildt! Jeg kunne godt føle mig enormt fængslet lige efter, jeg havde født. Alt gik op i praktik Det var hårdt ikke at kunne connecte med den kreative side af mig selv og være den person, som jeg jo har været tidligere. Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at være kreativ, men der var simpelthen ikke plads. Jeg havde forventet, at det var nemmere at have et spædbarn – jeg troede, at de sov hele tiden! (Maria griner red.). Men det kreative kommer jo tifoldigt tilbage. Det kan jeg mærke nu. Og det ved jeg til en anden gang. Jeg føler mig på mange måder mere kreativ end nogensinde før!

Var du bange for, at kreativiteten ikke vendte tilbage, da du stod midt i det?

Nej, det var jeg egentlig ikke. Jeg vidste godt, at den ville vende tilbage. Det kunne jeg mærke. Men det var stadigvæk hårdt, at den side af mig blev undertrykt i den periode.

”Jeg kunne godt føle mig enormt fængslet lige efter, jeg havde født. Alt gik op i praktik. Det var hårdt ikke at kunne connecte med den kreative side af mig selv og være den person, som jeg jo har været tidligere”

Nu blev du jo mor til en pige. Har det haft nogen betydning for ‘Hej Søster’?

Bestemt. Noget af det første, at jeg tænkte, da jeg fandt ud af at det var en pige, var, at hun skal føle, at hun har alle muligheder. At hun ikke føler sig begrænset i kraft af sit køn – og især ikke af sig selv. Det var faktisk – helt seriøst – det første jeg tænkte! Det er lidt vildt.

Har du selv haft kvindelige forbilleder at spejle dig i? Og hvilken betydning har det haft for dig og din musikkarriere?

Det har været helt afgørende for mig som kvindelig musiker at have kvindelige forbilleder! Det er netop også derfor, at jeg brænder så sindssygt meget for, at der skal være flere kvindelige forbilleder til de nye generationer. Hvis ikke, at jeg som barn og ung havde haft de her kvinder, der var i front: Spice Girls, Fiona Apple og Destiny’s Child, så havde jeg slet ikke vidst, at det kunne være en mulighed for mig; at drømme om at stå deroppe på en scene. Derfor bliver jeg også provokeret, når der – gang på gang – bliver talt om, at festivaler og radioer jo ikke bare skal booke kvinder, fordi de er kvinder, men at de skal hyre efter talent. Talent? Jamen, kvinderne skal jo på scenen for at kunne bevise, at de har talent og er forbilleder! Og Gramex-opgørelsen, som jeg nævnte tidligere, viste jo at underrepræsentationen af kvindelige musikere er systematisk. Min drøm er, at ‘Hej Søster’-playlisten kan inspirere til at hyre flere kvindelige artister og skabe opmærksomhed om alt det talent, der findes derude. For det er der – se bare på playlisten!

Det er jo heller ikke kun indenfor musikbranchen, at der er en skævvridning i kønsbalancen – det gør sig gældende indenfor masser af brancher. Men fordi jeg selv er musiker, er det dér, at jeg på egen krop har oplevet det. Også det her med, at man som kvinder har haft for vane at pille hinanden ned, fremfor at stå sammen og bakke hinanden op. Er det fordi kvinder er intrigante og nedern? Nej, det er fordi, vi er blevet lært, at der kun er plads til SÅ få på toppen, så vi kan ikke shine på samme tid. Det er også derfor, jeg synes, at ’Hej Søster’ er mega vigtigt – at vi hylder og værner om søstersolidariteten. Vi er jo hungrende efter de her fællesskaber, fordi det er så ensomt at gå med de her tanker selv. Og jeg tror virkelig på, at vi som kvinder kan meget mere, hvis vi finder styrke i at hjælpe og støtte hinanden. Derfor er det også et virkelig dejligt tilfælde, at jeg kaldte playlisten ’Hej Søster’ uden at kende til Trilles album fra 1975. Jeg kan godt lide tanken om at tage stafetten videre og kæmpe kvindernes sag.

Hvad har du ellers af spændende ting i pipelinen?

Den sidste måned har jeg givet mig selv lov til at fokusere udelukkende på musikken. Det har været sindssygt dejligt! Jeg har været en masse i studiet og har efterhånden nok sange til et kommende album. Men det har taget lang tid at zoome mig ind på, hvad det virkelig var, jeg ville med sangene. Jeg havde faktisk skrevet 20-30 sange, som jeg endte med at smide i skraldespanden. Men nu har jeg fået sporet mig ind på noget, der føles rigtigt. I kulissen er jeg også ved at lave en ’Hej Søster-podcast’ og et større musikprojekt, som jeg ikke kan afsløre mere om endnu. Men der er en masse spændende ting på vej!

Jeg føler mig på mange måder mere kreativ end nogensinde før!

 

Maria Apetri er for mange bedst kendt under kunstnernavn ’Fallulah’, hvor hun har udgivet hits som ’Out of It’ og ’Bridges’. Hun har skabt playlisten ’Hej Søster’, som et slags modsvar til den kønnede skævvridning, der finder sted indenfor musikbranchen. Efterhånden har det bedt sig og ‘Hej Søster’ er blevet en bevægelse for søsterfællesskab mellem alle kvinder. Du kan læse mere om ‘Hej Søster’ og bakke op om projektet via https://hejsoester.tictail.com/.