Portræt: Kunstner Lise Eiler “Man skal kunne genkende personen på billedet – og udtrykket skal fremhæve det foranderlige i motivet. Tydelige penselstrøg synliggør den proces, der indfanger personen i et særligt øjeblik”

På årets NorthSide Festival kunne man opleve en lang væg dekoreret med portrætter af udvalgte artister, der var på plakaten i år: bl.a. flabede Liam Gallagher, dramatiske Björk og lyse Aurora. Der var en ivrig summen og fotoknipsen foran væggen: ”Stil dig lige over til Tim Christensen, så tager jeg et billede!” ”Anders, giv lige Björk lidt af din øl.” Selfies med artisterne på væggen blev der også taget mange af. Men hvem mon, der havde malet de flotte portrætter? Lise Eiler, er navnet. Og hende kan du læse mere om her.

Folk var jo helt vilde med dine portrætter på NorthSide Festival! Hvordan kom du til at lave artistportrætterne til festivalen?

”Jeg havde lige afsluttet en bestillingsopgave på 11 forfatterportrætter. Og jeg havde det sådan: ’Mere af det!’ Så jeg tog kontakt til NorthSide for at høre om de var interesserede i, at jeg lavede nogle værker af udvalgte artister, der skulle spille på festivalen. Det var de heldigvis. Ja, og så var det jo bare at komme i gang! Min tanke var, at det skulle være en udsmykning og en udstilling, der hang sammen med festivalen og var vedkommende for festivalgæsterne. Og responsen fortæller mig, at det lykkedes ret godt.”

Lise i sving med at hænge artistportrætter op på NorthSide. Portrætterne var tryk af de orginale, så de kunne holde til vind, vejr og festivalsgængere

Der var 9 portrætter på væggen. Udvalgte du dem selv? Og hvordan?

“Jeg fik selv lov at beslutte, hvem jeg ville portrættere af kunstnerne, så jeg udvalgte ni stærke stemmer og frontfigurer – alle artister, som jeg samtidig synes har nogle spændende og meget forskellige ansigter. Diversiteten ville jeg gerne have med. Jeg bemærkede, at der ikke var så mange kvindelige musikere repræsenteret, sammenlignet med mandlige, så det var vigtigt for mig, at jeg ikke malede lutter mænd! Og mens jeg malede kunsterne i mit værksted, sad jeg og lyttede til deres musik. Susanne Sundførs musik var ny for mig, og jeg endte med at blive ret fascineret af den. Derfor var det også ekstra ærgerligt, at hun måtte aflyse sin koncert. Jeg havde selvfølgelig et indtryk af kunsternes personlighed inden jeg malede dem. Men det var helt fantastisk at opleve dem ’live’ under festivalen og jeg oplevede, at udtrykkene i malerierne stemte overens med kunstnernes fremtoning og måde at være på under koncerterne.”

”Portrætopgaverne indledes typisk med et møde, hvor jeg lærer personen, der skal portrætteres, lidt at kende – og tager en stribe fotografier, jeg bruger som udgangspunkt for maleriet, og som skal indfange et karakteristisk udtryk og også fortælle om personligheden. Det var dog desværre ikke muligt med artistportrætterne. (Lise griner red.). Det kunne ellers have været fedt at mødes med Björk eller Matt Berninger fra The National!”

 

Portræt af den norske sangerinde Aurora
Portræt af sangerinden Björk

”Jeg bemærkede, at der ikke var mange kvindelige musikere repræsenteret, sammenlignet med mandlige, så det var vigtigt for mig, at jeg ikke malede lutter mænd!”

Så du var på festivalpladsen og kunne høre nogle af gæsternes kommentarer?

“Ja. På festivalpladsen, da portrætterne var hængt op, var det også sjovt at sidde og lytte til, hvad der blev sagt. Folk vidste jo ikke altid, at det var mig, der havde malet dem. Folk var simpelthen så søde og positive – og det var en virkelig dejlig oplevelse! Jeg fik en masse spændende snakke, når jeg gik hen og præsenterede mig, og mange virkede begejstrede over at få mulighed for en snak med mig.”

Hvordan blev du sporet ind på en tilværelse som kunstner?

“Jeg har ikke gået kunstakademi-vejen, men har læst kunsthistorie og russisk på universitetet og taget længere kurser på Århus Kunstskole og Langelands Kunsthøjskole. Jeg havde ikke skelet så forfærdelig meget til jobsituationen – og der var ikke så mange jobs at komme efter, da jeg blev færdig. Men det blev faktisk mit held, fordi jeg så fandt tilbage til maleriet og fik mulighed for at arbejde med dét, jeg elsker allermest: at male! Jeg fandt samtidig ind i en niche, hvor det viste sig, at dét var der faktisk også noget salg i. I starten arbejdede jeg primært med flygtige motiver og byens forandringer: malerier af byggepladser, stilladskonstruktioner, nedrivningsprocesser og forfald – og mine kunder var især folk fra byggebranchen. Jeg fik nogle ret spændende opgaver den vej!”

Eksempler på Lise’s bybilleder. Her er det Carlsberg fortid
Frederiksberg C konstruktion

Hvordan kom du så til at beskæftige dig med portrætterne?

“De har egentlig hele tiden været der: portrætterne. Men som en bibeskæftigelse ved siden af det andet. Jeg arbejder stadig med bybillederne, men portrætmalerierne er kommet til at fylde mere og mere – ja, faktisk har de nu nærmest overtaget. Først var det mest private, som ønskede et portræt af børnene, børnebørnene eller sig selv. Og nu er det også blevet til de her større bestillingsopgaver. Det er ret fantastisk!”

Hvordan er er din penselstil?

“Det er vigtigt for mig, at portrætterne er vellignende. Man skal kunne genkende personen på billedet – og udtrykket skal fremhæve det foranderlige i motivet. Tydelige penselstrøg synliggør den proces, der indfanger personen i et særligt øjeblik. Og så gør det ikke noget, at malingen er løbet lidt. Portrætopgaverne indledes typisk med et møde, hvor jeg lærer personen, der skal portrætteres, lidt at kende – og tager en stribe fotografier, jeg bruger som udgangspunkt for maleriet, og som skal indfange et karakteristisk udtryk og også fortælle om personligheden. Det var dog desværre ikke muligt med artistportrætterne. (Lise griner red.). Det kunne ellers have været fedt at mødes med Björk eller Matt Berninger fra The National!”

”Jeg havde ikke skelet så forfærdelig meget til jobsituationen – og der var ikke så mange jobs at komme efter, da jeg blev færdig. Men det blev faktisk mit held, fordi jeg så fandt tilbage til maleriet og fik mulighed for at arbejde med det, jeg elsker allermest: at male!”

Læs mere om Lise Eiler og hendes kunstneriske arbejde på: www.liseeiler.dk eller følg hende på instagram her: @liseeiler_portraits